3 apps, der er geniale (og gratis) til indskolingen - Lærerbloggen
Læs videre

3 apps, der er geniale (og gratis) til indskolingen

Der findes et hav af læringsapps til de yngste elever. Lærerbloggen har fundet 3, som er gratis eller kan tilgås via UNI-Login, og som du nemt kan implementere i din undervisning.

Legehjul
Med appen ”Legehjul” har du adgang til masser af inspiration og leg, som du nemt kan implementere i din undervisning med det samme. Appen er en interaktiv hjælpende hånd, hvor du og dine elever finder et stort legebibliotek med masser af øvelser med tilhørende videoguides, der også er tilpasset indskolingen. Tankerne bag appen er, at dine elever gennem leg ubevidst opnår læring i form af fx at lære at tælle i legen “banke bøf”. Appen er god til at sætte fokus på leg og bevægelse i fritimer og frikvarterer, og I kan bruge appen via jeres UNI-Login.

Leo & Mona, Læsesjov
Med denne app møder dine elever Leo og Mona, der går på opdagelse efter at lære nyt, og de kaster sig over lyde, bogstaver og ord. Dine elever finder masser af øvelser, som både er sjove og styrker deres læse- og stavefærdigheder. Appen understøtter desuden Fælles Mål i børnehaveklassen og i dansk i indskolingen, og den er derved et godt supplement til din almindelige læse- og staveundervisning. Appen er gratis og findes både til iOS og Android.

Inventioneers

Med denne app er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad dine elever har af skøre idéer. Dine elever kan med hjælp fra små Inventioneers opfinde deres egne kreative, sjove og ikke mindst mærkelige opfindelser, som de efterfølgende kan gennemgå som en bane i et spil. Den er desuden et glimrende værktøj til at lære dine elever om fysik og videnskab, da eleverne bliver introduceret til funktioner som luft, ild og magnetisme. Derfor kan den være et sjovt og lærerigt supplement til din undervisning i natur/teknologi. Appen er gratis og findes både til iOS og Android (Obs. Appen findes kun på engelsk).

Del artiklen

Kommentarer

 
122 Shares