AnswerGarden – et visuelt brainstormværktøj - Lærerbloggen
Læs videre

AnswerGarden – et visuelt brainstormværktøj

Måske kender du Eva fra bloggen Skolestuen.dk? Her giver hun et bud på, hvordan du kan arbejde med det sjove og visuelle brainstormværktøj AnswerGarden.

Der findes utallige onlineværktøjer og apps, som på forskellige smarte måder kan indsamle feedback, kommentarer, meninger, svar eller idéer fra et publikum/et hold elever – og lige så mange måder, disse tilbagemeldinger kan præsenteres visuelt på.

AnswerGarden er et gratis og supernemt brainstorm-/feedbackværktøj, der skiller sig lidt ud fra mængden, fordi det ikke anvender de sædvanlige grafer, lagkage- eller søjlediagrammer, man plejer at visualisere data med. Det bygger derimod en ordsky i realtid (dvs. en sky af ord/sætninger, som vokser, efterhånden som nye svar skrives og indsendes af eleverne). Værktøjet er et hit til brug i lokaler med en interaktiv tavle.

Er der mange, der svarer ens, vil disse svar snart træde tydeligt frem i mængden, idet de automatisk fremhæves med federe, større skrift. Ved at holde musen over et svar vil man kunne se, hvor mange der har skrevet det samme. Uanset hvilket fag man underviser i, kan man altså – blot ved at stille et enkelt spørgsmål og dele et link med andre – straks danne sig et visuelt overblik over, hvad der tænkes og vides om det emne, man har kastet ud.

En ny måde at blive hørt på

Som underviser er det selvfølgelig altid spændende at se, hvad eleverne byder ind med, men også for eleverne kan en AnswerGarden være en ny og anderledes (og i øvrigt helt anonym) måde at arbejde kollaborativt, dele viden og tanker og blive hørt på.

Desuden kan alle starte en AnswerGarden ved at stille et spørgsmål, hvilket i sig selv jo også kan være en god udfordring. Det kræver ingen brugerregistrering, men blot at man selv sørger for at huske det tildelte link.

Man kan dog også vælge at indtaste sin e-mailadresse og adgangskode under oprettelsen af spørgsmålet. Herved får man automatisk tilsendt en mail med url’en til spørgsmålet samt muligheden for at kunne redigere sit spørgsmål og evt. slette uønskede/upassende bidrag, hvis det skulle blive aktuelt.

Man kan uploade sin AnswerGarden til de sociale medier eller indlejre den på sin blog eller hjemmeside.

I denne videovejledning kan du lære, hvordan man opretter og administrerer en ny AnswerGarden.

Du finder AnswerGarden online her. Download IOS-appen her.

Eksempler på idéer til brainstorm

Til inspiration er her nogle konkrete eksempler på, hvad en AnswerGarden kunne handle om:
·         Hvilke karakteristiske eventyrtræk møder vi i teksten?

·         Hvilke geometriske former findes der?

·         Hvilke politiske partier stillede op til folketingsvalget 2015?

·         Hvilke lande er med i EU?

·         Hvad synes du, at journalisten burde have spurgt om i interviewet?

·         Hvad er dit yndlingsdyr?

·         Ord med bogstavet K

·         Nævn ord med flere betydninger

Find mere inspiration

Find flere vejledninger og idéer til andre måder at inddrage it i din undervisning på på Evas egen blog Skolestuen.dk.

Del artiklen

Kommentarer

 
56 Shares