Bønner er da noget man spiser - Lærerbloggen
Læs videre

Bønner er da noget man spiser

Louise Lund Riske er lærerstuderende på UCN i Aalborg.

I kender det sikkert alle sammen. Kristendomslæreren, der skal forsøge at fange elevernes interesse gennem en teologisk undervisning. Hold nu op, hvor kan det være svært!

Jeg har erfaret, at eleverne i dag har meget svært ved at relatere til Bibelen og den handling, som finder sted. Dette er dog ikke kun gældende inden for kristendomsundervisningen, men også inden for andre teologiske tilgange.

Til jul var jeg med til juleafslutning i kirken med en flok elever. Det var det samme, som vores kære kirke altid disker op med – nemlig juleevangeliet, og desværre uden nogen former for ekstra krydderier, som ville kunne virke fængende for eleverne. De fleste sad med deres telefoner og tjekkede formentligt sms’er, Instagram, Facebook eller andre sociale medier.

Bibelen anno 2017

Den samme oplevelse havde jeg, da jeg var til en venindes bryllup for kort tid siden. Jeg erfarede, at børnene ikke lyttede til præsten (dette gjaldt ikke kun børn, men også mange voksne) – ”og hvorfor?” tænkte jeg. Hér slog det mig! Bibelen, de læser højt fra trosbekendelsen, og salmerne er jo en anelse tørre, og sproget er forældet. Når ikke engang alle voksne finder det interessant, hvordan kan vi så forvente, at eleverne skal finde interesse i at lære om vores kristne religion samt andre religioner?

Jeg satte mig derfor for at finde en app, som kunne medvirke til en forståelse for det skrevne sprog i Bibelen. Og, kære kristendomslærere, her må jeg sige, at jeg fandt en glimrende løsning! Folkekirken.dk har i samarbejde med DR udviklet en app ved navn Dagens ord, hvor eleverne har mulighed for at arbejde med følgende – Folkekirken.dk skriver selv:

  • Dagens ord 
    • Dagligt får du et videoklip med en præst, der reflekterer over et bibelord.
    • Der lægges op til at tænke over store og små aspekter af livet.
  • Salmer
    • Lyt til dagens salme, der er sunget af et af Folkekirkens Ungdomskor.
    • Du kan også lytte til mange andre af de største danske salmer.
  • Bønner
    • Læs bønner eller skriv din egen.
    • De bønner, du sender ind, gennemlæses og godkendes, inden de bliver synlige i Dagens ord.
  • Velsignelsen
    • Læs og lyt til velsignelsen

kristendomskundskab

Sådan kan du bruge appen i undervisningen

Nu må I ligesom jeg føle, at I sidder som den udvalgte Messias, som har mulighed for at bringe budskabet videre til eleverne gennem undervisningen.

Jeg vil påpege, at appen ikke kan bruges som grundlag for en komplet lektion, men jeg bruger den som led i kristendomskundskabslektionerne.

Mit bud på at integrere appen i undervisningen kunne være følgende:

  • Lektionen starter ud med ”Dagens ord” – her sætter man en refleksion i gang hos eleverne og øger deres forståelse for det omhandlende tema, som den lille film tager fat i.
  • Derefter arbejdes der med et bestemt tema, indenfor kristendommen selvfølgelig, da det ikke ville give mening at arbejde med dette gennem et arbejde om fx islam.
    • Ud fra hvilken højtid/begivenhed man nærmer sig, kan man med fordel tage fat i en salme.
      • Eventuelle højtider: høst, sankthans, jul, påske, nytår, begravelse, giftemål, konfirmation, dåb m.m. Ud fra undervisningens tema finder man en salme, som passer til den eventuelle højtid/begivenhed og arbejder med den ud fra en valgt arbejdsform : I grupper, på klassen, alene osv.
  • Efter eleverne har lyttet til salmen, skal de gå på opdagelse i den og analysere den, ”Hvad betyder den mon?” . Dette giver mulighed for en god diskussion på klassen, hvor eleverne ikke kun stifter bekendtskab med de danske salmer, men også lærer at indgå i et fælleskab hvor der er plads til alles refleksioner. ”Længe leve mangfoldigheden!”
  • Efter eleverne har arbejdet med en salme, kan de på egen hånd, eller i grupper, slutteligt skrive en bøn på siden – dette giver også eleverne mulighed for at tænkte over nogle eksistentielle spørgsmål, hvor de kan få mulighed for at reflektere over værdier.
    • Man kunne ud fra bønnerne vælge én per time som skulle hænge i klassen.

Gratis og uden aldersbegrænsning

Kort om appen vil jeg sige, at den er nem at navigere i. Der er ikke mange funktioner ud over dem, som er beskrevet, og derfor er den letanvendelig for både elever og mindre habile mediebrugere. Den er som sagt afhængig af, at den bruges i samspil med emnet ”Kristendom” og derfor begrænset, hvis man tager fat i andre teologiske beretninger.

Jeg har brugt appen i både indskolingen og på mellemtrinnet og finder den også selv meget fin og vil derfor ikke mene, at den som sådan har en aldersbegrænsning – da arbejdet med den kan tilpasses ud fra niveauet, som klassen befinder sig på. (Her må man være kreativ: tavle undervisning, tegninger, bøger med dagens ord, ordstaffet eller lign.)

Til sidst vil jeg komme med en øjenåbner, som skulle kunne få alle til at kunne gå på vandet: Appen er GRATIS! HALELIJU!

Jeg ved ikke med jer, men når man kommer fra Nordjylland, og man får kastet noget efter sig for en flad 0’kr, ja så vil begejstringen ingen ende tage.

Du kan finde appen her.

AMEN!

Del artiklen

Kommentarer

 
165 Shares