Prøv at bruge blogs i din undervisning - Lærerbloggen
Læs videre

Prøv at bruge blogs i din undervisning

Blogging er blevet en vigtig del af Thomas Christensens undervisning på Holmegårdskolen i Hjørring. Læs hans gode tips og tricks til, hvordan du kan gøre det samme.

Blogging i 6. klasse

Når mine elever i 6. klasse får en skriftlig opgave i dansk, skal de ikke aflevere den. De skal i stedet udgive den på deres egen personligt designede elevblog, hvor deres blogindlæg bliver læst af deres jævnaldrende blog-buddies, der altid skriver en god kommentar på bloggen. Blog-buddies er en lille gruppe elever, der fast læser og kommenterer på hinandens blogs.

Når klassen fx har været på tur, skal hver elev skrive et indlæg på sin blog. Ud over at styrke de skriftlige kompetencer får det eleven til at reflektere over det, han oplevede på turen. Efterfølgende skal han læse sine blog-buddies’ indlæg og kan her blive inspireret af deres måde at udtrykke sig på om den fælles oplevelse. Se her et eksempel på, hvordan vi har brugt bloggen i det skriftlige danskarbejde:

På besøg hos Center for Undervisningsmidler

Klassen var på besøg på CFU, hvor vi skulle lære at programmere Lego-robotter. Da vi kom hjem, lavede vi en fælles brainstorm over, hvad vi havde oplevet.

Ordene og sætningerne fra brainstormen blev sorteret og samlet i afsnit, som eleverne hver især kunne lade sig inspirere af. Eleverne gik herefter i gang med at lave en kladde til deres blogindlæg. Der skulle både indsættes billeder og læses korrektur på indlægget. Se et eksempel her.

Efter godkendelse fra dansklæreren blev der trykket på “Udgiv”-knappen. Så var det bare at vente på kommentarer og på at læse kammeraternes indlæg.

Blogging er bare sagen! Du og dine elever kan nemt oprette en blog på blogger.com (kræver en google-konto) eller på skoleblogs.dk, der er en del af SkoleTube. Læs mere om blogging som redskab i danskundervisningen her: Skoleniskyen

Thomas Christensen

Del artiklen

Kommentarer

 
1 Shares