Da den formative respons blev glemt - Lærerbloggen
Læs videre

Da den formative respons blev glemt

Camilla Munkholm Jensen er lærer på Dalmose Skole. Hun fortæller her om (gen)opdagelsen af den formative respons, som i høj, høj grad gavnede hendes danskklasse – og hende selv.

I mine første to år som dansklærer har jeg arbejdet helt klassisk med skriftlige afleveringer i udskolingen. Afleveringer har været en lektie, som eleverne har haft for derhjemme. De har haft en måned til at lave den, og de har løbende kunnet få vejledning af mig – på eget initiativ.

Alligevel skete der oftest det, at ca. en fjerdedel af eleverne ikke afleverede. Derudover var der som regel to-fire elever, der havde skrevet afleveringen aftenen forinden, hvilket i den grad kunne ses på slutproduktet. Og så var der et par elever, som ikke helt havde fanget genren, selvom vi havde gennemgået den forinden.

Fingrene pegede tilbage på mig selv

Så jeg spurgte mig selv inden sommerferien efter at have ført denne praksis med de samme erfaringer i to år: Hvad er det, der går galt? For jeg har jo gang på gang sagt: “Nu skal I huske at lave det.” Og fingeren pegede i den grad udad på eleverne, men samtidig var der, som de fleste jo ved, tre fingre, der pegede tilbage på mig.

Så jeg gik i gang med at reflektere. Først alene. Og så slog det mig.

Det, jeg var optaget af på seminariet, var den formative respons. Da jeg i sin tid fik øjnene op for den formative respons, der jo har utrolig meget fokus på at give respons i processen, gav den virkelig god mening med det samme, og jeg tænkte allerede dengang: “Dét der. Det er mig!”

Men hvad gjorde jeg så de to første år i min lærerpraksis? Jeg kørte derudad med den summative respons, som ingenlunde responderer på elevernes arbejde i processen, men blot gør det til sidst med en tør karakter, der ikke fortæller dem noget som helst om, hvordan de skal udvikle sig.

Garvede dansklærere gav svaret

Jeg forsøgte at reflektere videre. Hvad skal jeg så gøre? Jeg gik lidt i stå med tænkningen og gik derfor i dialog med et par garvede dansklærere på matriklen.

Jeg fortalte dem om min praksis, min erfaring og min ærgrelse. For ikke nok med, at det ærgrede mig, at ikke alle afleverede, så ærgrede det mig også at skulle gennemgå afleveringer, der for nogles vedkommende var lavet i sidste øjeblik og for andres vedkommende var misforstået i forhold til genren.

Og så kom videndelingen fra de to herrer, som måske kan virke banal: Sæt tid af i undervisningen til det. Jeg må erkende, at jeg ikke havde overvejet den mulighed fuldt ud. Formentlig fordi det er tidskrævende, og fordi jeg har en uforklarlig indkodet holdning, der fortæller mig, at eleverne jo skal have nogle lektier for, særligt afleveringer. Men jeg åbnede mit sind for det og tænkte, at jeg ville prøve det af efter sommerferien.

Slut med afleveringer

Da mine elever mødte ind i 9. A i august, var det derfor med besked om, at der ikke ville blive givet lektier for hjemme i form af afleveringer. Derimod fik de en liste med datoer for de seks afleveringer, de ville få for i år, og besked om, at der ville blive sat en uges danskundervisning af til det på skolen. Der var glæde i klasselokalet – af flere årsager. Dem kommer vi ind på om lidt.

Første gang, vi forsøgte den nye “ordning”, var sidst i august. Eleverne fik syv lektioner til at arbejde med genren essay. Ugen inden arbejdede vi med og analyserede essays, så de havde et kendskab til det, inden vi gik i krig med skriblerierne.

Nyt engagement fra eleverne

Jeg havde en forestilling om, at det ville blive meget passivt for mig at være dansklærer i de lektioner, hvor eleverne skulle sidde med deres skærm og tastatur. Men jeg skulle hurtigt blive klogere.

En liste lå på mit bord, hvor eleverne kunne skrive sig på til vejledning – og i syv lektioner travede jeg frem og tilbage mellem eleverne og vejledte, indtil jeg næsten var hæs. Det var en ren øjenåbner for mig, og undervejs tænkte jeg: Hold nu op, det her skulle jeg have iværksat for to år siden.

Den glæde, eleverne havde, da de fik beskeden om den nye arbejdsform, bestod af en stor del lettelse. For nu kunne de jo spørge mig om hjælp, mens de sad i kattepinen og ikke kunne komme videre. Og nøj, hvor de spurgte og udnyttede muligheden for at få vejledning.

Mine reaktioner (i tankerne) på nogle af spørgsmålene, måske endda en del af dem, var, at det havde vi jo gennemgået. Men for pokker, det betyder jo ikke, at eleverne har forstået det. Og det ved jeg jo egentlig godt, men på et eller andet tidspunkt er det blevet rykket helt ind i baghovedet på mig.

Flere besvarelser og bedre indsats

De afleveringer, jeg nu har fået ind, er med 100 % besvarelser. Derudover har elevernes indsats været langt større, generelt set. De har knoklet i de lektioner, jeg investerede i afleveringerne. Jeg har kunnet følge deres proces og løbende kunnet tale individuelt med dem om genren og om, hvordan de fanger den. Desuden har jeg læst en del af afleveringerne løbende for at kunne evaluere på dem, så da jeg sad og rettede dem, var det faktisk nemmere at vurdere afleveringerne og give respons på dem.

Ikke nok med at den formative respons i afleveringsarbejdet i danskfaget har gavnet mine elever, den har i den grad også gavnet mig – og måske er jeg endda den, der har vundet mest ved at kaste mig ud i en helt anden arbejdsform.

 

Camilla Munkholm Jensen
Lærer, Dalmose Skole

Del artiklen

Kommentarer

 
36 Shares