Gør undervisningen til et spil - Lærerbloggen
Læs videre

Gør undervisningen til et spil

Maja Hansen er tidligere lærer og redaktør på Engelskfaget hos Clio Online. Hun diskuterer her, hvordan du kan bruge elementer fra gamification i engelskundervisningen.

Undervisning bliver nok aldrig lige så sjovt som at spille, og det gør måske heller ikke noget. Eleverne må også gerne opleve, at der er forskel på arbejde og leg, men til gengæld er der en række potentialer i spilmekanikker, som man kan drage fordel af i undervisningen.

De fleste har sikkert prøvet at rammesætte det faglige indhold ved hjælp af spil som Jeopardy, stjerneløb eller bingo og oplevet, hvordan spilmekanikkerne har bidraget positivt til elevernes læringsudbytte. Eleverne har måske kunnet huske aktiviteten bedre, været mere motiverede og arbejdet mere effektivt undervejs.

Der mangler sjove og lærerige spil

Der er altså ikke noget nyt i at inddrage spil i undervisningen. Der er således udviklet en lang række små spil til undervisningen, hvor eleverne eksempelvis skal stave ved at fange bogstaver, der falder ned fra himlen i et computerspil. Problemet er blot, at de hverken er særlig sjove eller lærerige.

Der findes desuden eksempler på, at spil, som eleverne spiller i deres fritid, inddrages i undervisningen for at udnytte underholdningsværdien i spillet til at fastholde eleverne. Man skal i den forbindelse være opmærksom på, at elevens motivation er at komme fremad i spillet. Da spillet ikke er udviklet med henblik på undervisning, vil eleverne lære mere om, hvordan de klarer sig godt i spillet, end de vil lære om det faglige indhold, der er lagt henover.

Spil minder om hverdagen i skolen

Så selvom der ikke er noget nyt i at inddrage spil i undervisningen, er det interessant at undersøge nye måder at gøre det på. Spil er udviklet med henblik på at fastholde interesse og underholde. I et spil er der altid regler og altid et problem. Via interaktion med spillet får man øjeblikkelig feedback og i sidste ende en belønning, hvis problemet løses.

Spil er således baseret på problemløsning, rammer, konkurrence og belønning – begreber, som egentlig ikke ligger fjernt fra skolehverdagen, hvor eleverne konstant løser problemer i konkurrence med sig selv og hinanden for en belønning i form af ros eller gode karakterer.

Gør selve undervisningen til et spil

I gamification tager man spilmekanikker og anvender dem i en undervisningssammenhæng. I stedet for at inddrage spil i undervisningen gør man selve undervisningen til et spil.

Indholdet er fagligt, men måden, man opdager og undersøger indholdet på, låner fra spilverdenen – fx sådan her:

• I matematik indsamler eleverne point, når de løser opgaver, med mulighed for at stige i levels.
• I geografi tester de deres faglige viden i en boss-kamp mod en alvidende professor.
• I engelsk svarer de på spørgsmål for at åbne for nyt materiale.

Skab et narrativ

I gamification er det oplagt at skabe narrativer til at omkranse det faglige indhold. De må gerne tage udgangspunkt i emner, der appellerer til mange, og gerne have en høj spændingskurve. I engelsk kan narrativet eksempelvis være en øde ø, som eleverne er strandet på, og som alle opgaverne tager udgangspunkt i.

Den store udfordring ligger i at binde det faglige indhold til narrativet på en meningsfuld måde. Med hvilket argument bøjer man eksempelvis verber, når man er strandet på en øde ø? Er der nogen grund til at bruge forskellige skrivestrategier, når man skriver en flaskepost? Hvilket genrekendskab er nødvendigt for at kunne læse en grønspættebog?

Den nød forsøger jeg i øjeblikket at knække, og jeg hører meget gerne gode erfaringer fra andre engelsklærere …

Del artiklen

Kommentarer

 
0 Shares