Kan man jagte læring med Pokémon? - Lærerbloggen
Læs videre

Kan man jagte læring med Pokémon?

Marianne Wolter er tidligere lærer og redaktør på HåndværkDesignfaget hos Clio Online. Hun fortæller her, hvordan hun har inddraget den store pokémondille i et undervisningsforløb.

Pokémonfeberen raser, og mange af vores elever har brugt sommeren på at kigge ned i mobilskærmen i jagten på de små fantasivæsner. Både drenge og piger er grebet af dillen, og det er oplagt at inddrage deres interesser i undervisningen.

Og hvorfor så det? Eller måske skulle man i stedet spørge hvorfor ikke? Hvorfor ikke lade undervisningen udspringe af noget, som eleverne er optagede af? Hvorfor ikke tage udgangspunkt i elevernes interesser? Hvorfor ikke udnytte elevernes engagement? For når eleverne har en interesse og et engagement for noget – så er vi allerede godt i gang!

Husk læringsudbyttet

Udfordringen er at holde fokus på, hvad eleverne skal lære i jagten på pokémoner. Undervisningen kan sagtens tage udgangspunkt i interesser og diller som Pokémon Go, hvis bare vi fokuserer på elevernes læringsudbytte af undervisningen, så den ikke bliver en forlængelse af en ”ligegyldig” jagt på de sjove virtuelle figurer.

En verden med Pokéfun

Forløbet ”En verden med Pokéfun” på HåndværkDesignfaget tager netop udgangspunkt i sommerens pokémondille. Her bruger jeg pokémonfigurerne som ramme for et forløb, hvor det faglige formål er, at eleverne arbejder med 3D-modellering og 3D-print.

I forløbet arbejder eleverne med design af deres egen pokémonfigur. De skal tage udgangspunkt i pokémonuniverset og arbejde med et personligt præg af deres figur – den skal afspejle noget af dem selv. Eleverne lærer at tegne i et 3D-tegneprogram og afslutter forløbet med at printe deres figur i 3D.

En jagt på elevens læring

Kan man så jagte læring med Pokémon? Ja, det kan man. For byttet, man jagter, er elevens læring, og vejen dertil går gennem pokémonernes univers. Skal jagten lykkes, skal man huske at holde fokus på det, man jagter, og ikke fortabe sig i vejen dertil!

Del artiklen

Kommentarer

 
0 Shares