Lad eleverne skrive deres egne bøger med 3 gode skriveapps - Lærerbloggen
Læs videre

Lad eleverne skrive deres egne bøger med 3 gode skriveapps

Det er vigtigt at arbejde med skrivning i begynderundervisningen, mener Pia Grønbæk Skov Jacobsen, der er danskredaktør hos Clio Online. Læs hendes tanker om børneskrivning, og se hendes favoritapps her.

Forleden dag kom min 7-årige dreng hjem fra skole med en lille bog, som han selv havde lavet. Stolt viste han mig bogen. Den handlede om hajer og bestod af flere sider med tekst og billeder. Under hvert billede havde han skrevet sætninger med sin børneskrivning. På samme side havde den voksne oversat hans børneskrivning til konventionel retskrivning – eller voksenskrivning, om man vil. Det var tydeligt at se, at han var motiveret af opgaven. Han er vild med hajer, og han havde virkelig noget på hjerte, som han gerne ville give videre i sin bog.

Episoden her fortæller mig, hvor vigtigt det er at arbejde med skrivning i begynderundervisningen.

Min dreng havde opdaget, at han kunne bruge bogen til at kommunikere med andre på en meningsfuld måde. Han ville gerne have mig til at vide noget om hajerne, og ved at vise mig bogen og læse den op for mig fik han givet sin historie videre.

Opdagende børneskrivning tilgodeser alle

Læsning og skrivning udvikler sig i et tæt samspil, og eleverne har stor fordel af at komme i gang med at skrive allerede fra starten af deres skoleforløb. Skrivning understøtter læsning, og lader man eleverne arbejde med skrivning, opdager de, at der er sammenhæng mellem læsning og skrivning. Eleverne lærer, at der er en lyd knyttet til hvert bogstav, og lyden er ens både i læsning og skrivning.

Historien om hajerne var skrevet på det skriftsprogsniveau, som min dreng befinder sig på lige nu. Han havde skrevet de bogstaver, han kender, og de lyde, han kunne høre. Selvom historien set med voksenøjne var fyldt med stavefejl, kunne han selv læse sin historie. I den opdagende børneskrivning får eleverne små bidder af skriftsproget, og de lærer langsomt at få styr på, hvad det vil sige at stave korrekt. Fordelen ved opdagende børneskrivning er, at den tilgodeser alle elever i begynderundervisningen, da nogle elever allerede fra start kan læse, mens andre ikke kan bogstaverne.

3 skriveapps, der understøtter arbejdet med børneskrivning

Ved at oversætte børneskrivning til voksenskrivning giver man eleverne hjælp til at fastholde deres tekst, og de lærer strategier til at komme videre i deres skriftsprogsudvikling. Der findes mange gode skriveapps til brug i undervisningen, der kan understøtte arbejdet med opdagende børneskrivning.

  • Skriv og Læs Skole er en app, som er udformet som en lille bog. Først skriver eleverne deres historie med børneskrivning og indsætter billeder. Mens eleverne skriver, siger tastaturet bogstavernes navne. I det underliggende skrivefelt kan læreren så skrive elevernes sætninger med korrekt retskrivning. Eleverne spejler sig i den voksnes måde at skrive på og bliver derigennem motiveret til at skrive mere.
    Find den til iOS | Find den til desktop
  • Book Creator er en app, som giver eleverne mulighed for at producere deres egne bøger. De kan indsætte tekst, tegninger, lyd, billeder og videoer i bogen. Eleverne kan skrive deres historie med børneskrivning, og de voksne kan tilføre et ekstra tekstfelt, hvor børneskrivningen oversættes.
    Find den til iOS | Find den til Android
  • Super Duper StoryMaker er en app, hvor eleverne ligeledes kan skrive deres egne historier, indsætte billeder, tegne direkte på skærmen og til sidst læse bogen på skærmen.
    Find den til iOS
Del artiklen

Kommentarer

 
0 Shares