Så syng da, Danmark! - Lærerbloggen
Læs videre

Så syng da, Danmark!

”Lad hjertet tale”. Sådan lyder budskabet i ”Den danske sang er en ung blond pige”, og samme budskab kommer fra Anders Groth, der er tidligere musiklærer og i dag er redaktør på Musikfaget hos Clio Online. I dette indlæg tager han fællessang under kærlig behandling og diskuterer mulighederne for at få mere af det i skoletiden.

Sangens kår i historisk perspektiv

Sang har altid kunnet noget, som kan være svært at sætte mål for. Fællesskab, sammenhængskraft, dannelse og forståelse for sig selv og andre har dog altid været gennemgående effekter af sang, som er værd at hive frem i lyset.

Fællessang bliver styrket mere og mere. Sangens vej tilbage til skolerne blev forstærket af Sangens År i 2008. Her viste undersøgelser blandt andet, at 75 % af de danske skoler havde morgensang på programmet. Samtidig udgav undervisningsministeriet med Bertel Haarder i spidsen en publikation med titlen ”Inspiration til fællessang i skolen”. Efterfølgende blev der fulgt op med en treårig Syngelyst-kampagne, som for alvor fik sangen ud over rampen. Spil Dansk, Skolernes Sangdag og Maratonsang er andre initiativer, der har styrket sangens position som helhed.

Fællessang giver gode venner

Forskningsresultater påviser, at et fællesskab udvikler sig hurtigere, hvis man har fællessang, end hvis man ikke har. Venskaber hos elever på tværs af alderstrin samt kulturel og social baggrund har altså bedre vilkår på en skole med fællessang end på en skole uden. Årsagen til dette skal blandt andet findes i musikkens forudsætning – at man arbejder synkront og i fællesskab.

Sang giver glæde og lykke

Sang skaber en stigning i hormoner som oxytocin og beta-endorfin, der groft set skaber mere lykke og stærkere relationer. Sang kan altså bruges som en aktiv del af en skoles trivselspolitik og være med til at modvirke mobning.

5 gode og konkrete råd til fællessang:

  1. Hold ambitionsniveauet realistisk. Det vigtigste er at komme i gang. At synge en enkelt sang en gang om ugen er bedre end ikke at gøre det. Så kan man altid udvide med flere sange, optrædener, fortællinger eller oplæg senere.
  2. Tilpas deltagerantallet. Overvej, hvor stor en del af skolen der skal være med. Det er nemmere at skabe en intim stemning med 150 børn frem for 700.
  3. Sørg for, at alle kan læse sangteksten. Teksten skal være stor nok til, at den kan læses på selv sidste række, hvis den er på en storskærm. Der skal også gerne være en illustration, som kan inspirere især de små elever.
  4. Brug levende musik. Det gør noget helt særligt, hvis det er muligt at få levende musikere med. Det kan enten være musiklæreren, elever eller måske forældre, der har lyst til at bidrage til fællessangen.
  5. Brug børnenes verden. De medier, som børnene bruger, er oplagte at inddrage i fællessangen. Brug fx en sang af Onkel Reje eller en anden fra Ramasjang-universet, MGP eller Skolernes Sangdag som en rambuk ind i sangens verden.

Få inspiration til fællessang

Sang på Musikfaget
Her finder du et væld af sange, noder og videoer, som kan hjælpe jer til at arbejde med sang. Sangteksterne er lavet, så de kan læses af mange på en storskærm, samtidig med at der medfølger noder i flere sværhedsgrader. Der hører også fagtekster til sangene, som kan være med til at klæde eleverne på.

Skolernes Sangdag
Skolernes Sangdag kommer i 2017 til at være den 7. april, hvor der sendes direkte fra DR Ultra. Her vil der være 8 fællessange, som både skal synges på skolerne og i DR. Sangene kan findes på hjemmesiden med noder og tekster til fri brug.

Verden synger
Denne side giver dig eksempler på sange fra lande over hele verden. Sangene findes både som videoer, mp3’er og med noder og sangtekster, så man kan gå på opdagelse i nye sange, selvom ens arabiske måske ikke er så stærkt.

Spil Dansk
Spil Dansk lægger hvert år et bredt udsnit af forskellige sange til rådighed til fællessang. I 2016 havde man 16 sange til fællessang.

Syng dig glad
Syng dig glad er inspiration fra DR Skole til at synge sammen.

Del artiklen

Kommentarer

 
131 Shares