Billedkunst: Leg og eksperimenter med sjove apps – Lærerbloggen
Læs videre

Leg og eksperimenter med sjove apps i billedkunst

Eva Müller er billedkunstredaktør og tidligere lærer i faget. Her fortæller hun om, hvordan billedkunstfaget kan tale ind i nutidens elevers meget digitale virkelighed.

Jeg er uddannet lærer i billedkunst og opvokset i en familie, hvor det sort/hvide tv først blev udskiftet med et farve-tv, da jeg var 13 år. Og nej, jeg er ikke barn af 60’erne, men datter i en familie, hvor moderne teknologi var et af livets onder.

I dag er jeg, paradoksalt nok, digital redaktør. Jeg sidder det meste af min arbejdsdag foran en skærm. Jeg skriver og udvikler billedkunsttekster, og det går skidegodt. I hvert fald så længe jeg skal formidle mine kunstneriske idéer videre på skrift og arbejde i digitale systemer, jeg kender godt. Men min fortid indhenter mig.

Adskillige forfattere lod mig i stikken og efterlod en opgave om digitale værktøjer på mit elektroniske skrivebord. Trængt op i en krog af mit eget digitale handicap måtte jeg tage kampen op, åbne min gamle iPhone og udforske mulighederne. Men hvem siger, man ikke kan lære en gammel hund nye tricks?

Billedkunst i en digital virkelighed

Her har en verden af sjove collage- og billedredigeringsapps åbnet sig. Og de er faktisk lige til at gå til. Udvalget er bredt, og der er egnede muligheder for både skolens ældste og yngste elever.

billedkunst

Men hvordan udfordrer og begejstrer vi de elever, der har fået interaktive skærme ind med modermælken? Kan undervisningen i billedkunst overhovedet lære disse børn noget, de ikke kan i forvejen? Nej, det kan den måske ikke. Men den kan tale ind i en virkelighed, de forstår, og supplere det form- og billedsprog, de anvender, når de tegner og maler analogt.

Det digitale billedarbejde kan og skal ikke erstatte billedkunstfagets særegne mulighed for at lade eleverne arbejde praktisk. Men det skal supplere det. De to størrelser kan sagtens gå hånd i hånd.

Eleverne kan overføre tillærte tegnemetoder, når de arbejder i Pic Collage, og de kan tilføje ikoner og forskellige teksttyper, så de arbejder med billedet i flere lag. De kan trække egne og andres billeder ind og arbejde videre på dem. De kan lave tegneserier, collager, stopmotion-film og meget mere.

Det er oplagt at lade eleverne stifte bekendtskab med verdens kunstnere gennem dette arbejde. Her kan de i bedste Asger Jorn-stil tegne oven på kunstbilleder eller lave præsentationer af en yndlingskunstner.

Overhalet af min otteårige søn

I mit eget udforskende arbejde har jeg skrevet ned (selvfølgelig i hånden), taget billeder og lavet lange trin for trin-forklaringer som hjælp til, hvordan eleverne skal arbejde med disse apps.

Men jeg har igen måttet lade mig overmande af virkeligheden. Da min egen otteårige dreng fandt min telefon med det opdaterede slaraffenland, arbejdede han intuitivt og koncentreret og lavede collager og tegneserier helt uden mine lange forklaringer.

Der er løbet meget vand gennem åen siden min egen barndom. Heldigvis. Æblet er faldet langt fra stammen. Lad eleverne lege og eksperimentere med de mange apps i billedkunst, og lad jer inspirere af den viden, de besidder.

3 gratis apps, der supplerer og udvikler elevernes billedsprog:

  1. Pic Collage er en app, hvor eleverne kan lave collager. De kan indhente egne og andres billeder. Med appen kan eleverne lære at redigere billeder, tilføje elementer, vælge mellem forskellige teksttyper, indsætte baggrunde og meget mere.
  1. PicMonkey er en app, der giver eleverne mulighed for at tegne selv. De kan hente deres egne billeder ind i appen og tegne oven på dem. Ydermere kan de indsætte tegnede ikoner og mixe dette med deres egen streg. Det giver nogle sjove udtryksmuligheder.
  1. piZap er også en app, der er velegnet til collagearbejde. Eleverne kan indsætte grafiske mønstre i større flader på billeder, de henter ind på appen.

3 gratis programmer til download på desktop

  1. ToonDoo er et netbaseret it-program, hvor eleverne kan lave deres egne tegneserier. Eleverne skal oprette en profil, og derefter kan de lave sjove og farverige tegneserier.
  1. SuperLame er også et netbaseret it-program, hvor eleverne kan tilføje talebobler, ikoner og meget mere til deres billeder. Når de har downloadet programmet, er det lige til at gå til.
  1. Pixton er et netbaseret it-program, hvor eleverne kan lave tegneserier. I tegneserierne kan de tage egne billeder og bruge dem. De kan indsætte Pixtons egne karakterer eller sig selv. Programmet er let at arbejde i og giver et sjovt resultat.
Del artiklen

Kommentarer

 
97 Shares